- Date
- 30 april 2025
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- Billet: 150 DKK
- Sted
- Teaterbygningen, Bag Haverne 1, 4600 Køge
Morten Pape debuterede med bestselleren Planen om sin barske opvækst i Urban-planen, og herefter fulgte yderligere to bind i hans anmelderroste og prisbelønnede Amager-trilogi.
Nøglebarn kan læses som både forløber og efterfølger til Planen. Bogen begynder med et brev fra forfatterens far, der genåbner gamle sår. Gennem én intens dag forsøger han at forstå, hvordan hans debutroman har påvirket både ham selv og hans ødelagte forhold til sin far.
Morten Pape vil dele personlige indsigter fra arbejdet med Nøglebarn, og vi får indblik i, hvordan fortid og nutid flettes sammen, når der dykkes ned i oldefarens, farfarens og farens kriser, opture og nedture – og ikke mindst hvordan Morten Pape bearbejder sine egne erfaringer i sine værker.
Det bliver en aften, hvor fortidens ekkoer runger højt, og hvor vi bliver klogere på, hvordan fortællingens kraft kan hele, genåbne og måske endda forsone dybe sår.
”Morten Pape springer ud som slægtsforsker med en fængende og formfuldendt roman om fire generationer af mænd, der kommer på afveje.” – Politiken
”Forfatterskabets strammeste, mest helstøbte og velkomponerede bog.” – Jyllands-Posten
”Nøglebarn er skrevet med en ekstremt dygtig fornemmelse for, hvordan man sætter en scene og driver narrativen frem med effektive klip i tid og sted.” – Weekendavisen.