Skønlitteratur

Han Kang modtager Nobelprisen i litteratur

Den sydkoreanske forfatter til bl.a. 'Vegetaren' og 'Lektioner i græsk' har modtaget den ærefulde pris.

Af Anya Poulsen

Han Kang. Foto: Park Jaehong
Han Kang er født i 1970 i byen Gwangju. Foto: Park Jaehong

Nobelprisen i litteratur uddeles af Det Svenske Akademi og hædrer som hovedregel et samlet forfatterskab.

Han Kang modtager prisen for sin "intense poetiske prosa, der konfronterer historiske traumer og blotlægger menneskelivets skrøbelighed".

Han Kang har en særlig evne til at forene det nænsomme, det sanselige og det smertefulde i sin skrift og sine fortællinger, og hun fik sit store internationale gennembrud med romanen Vegetaren, der bl.a. skildrer en kvinde, som efter et mareridt vælger at blive vegetar, hvilket af hendes omgivelser bliver opfattet som en nærmest ubegribelig oprørshandling. Familien ser det som skamfuldt, og midt i bogens sproglige skønhed er det en fortælling, der både omfatter det samfundskritiske og hvad man kan læse som patriarkatets vold mod kvinder.

På dansk er desuden udkommet Levende og døde, Hvid og senest Lektioner i græsk. I starten af 2025 udkommer Vi tager ikke afsked.