Vikingetiden i skønlitteraturen
Romaner om vikingernes verden.
Af Anya Poulsen
Dette forår dykker vi ned i en af danmarkshistoriens mest dramatiske epoker. Til sommer åbner ringborgen Borgring ved Lellinge for gæster, og ved KøgeBiblioterne markerer vi begivenheden ved at sætte fokus på vikingetiden.
Skønlitteraturen åbner også porten til denne barske og ubarmhjertige verden. I romanerne herunder finder du litterære fortællinger, der bringer vikingetiden til live – ikke kun som myte og legende, men som en tid præget af dybe konflikter, stærke bånd og eksistentielle valg.
I de udvalgte romaner møder vi mennesker, der balancerer mellem ære og skæbne, mellem gamle guder og en ny tro. Vi følger dem på farefulde togter, i blodige stridigheder, ind i stormfulde slægtsfejder og midt i opgøret mellem de gamle nordiske guder og den nye kristendoms indtog.