Vil du vide mere om Borgring?
Til sommer åbner museet ved Borgring her i Køge. I vores digitale databaser kan du finde masser af viden om vikingetidens ringborge, der i 2023 blev UNESCO-verdensarv.
Af Anya Poulsen

De fem vikingetids-ringborge rundt om i Danmark er Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Lellinge ved Køge.
I 2023 blev ringborgene officielt optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Læs mere i artikler via køgebib.dk
Hvis du har lyst til at læse mere om ringborgene, kan du finde masser af viden og informationer om dem via artikler i bibliotekets database.
Se fx her, hvad en søgning via hjemmesiden giver:
Borgring blev opdaget i 2014
De fem borganlæg stammer fra Harald Blåtands tid, og Borgring i Køge er den seneste ringborg, der er blevet identificeret.
I 2014 kunne arkæologerne Søren Sindbæk og Nanna Holm slå fast, at det vitterligt var et gammelt vikingebygningsværk, der gemte sig på marken ved Lellinge.
Trelleborg opdaget via motorcykelløb
Trelleborg ved Slagelse var den første ringborg, der blev opdaget. Det skete ved et tilfælde, da en lokal motorcykelklub i 1933 ønskede at køre løb på volden.
Inden tilladelsen kunne gives, blev stedet undersøgt af arkæologer, og det stod hurtigt klart, at anlægget var noget helt særligt, og at motorcyklisterne måtte finde et andet sted at afholde deres løb.
Dette og meget andet kan du læse mere om i denne artikel på Vikingeskibsmuseets hjemmeside, som giver et godt overblik over de fem ringborges historie og karakteristika.