Litteratur

Mary - den unge kvinde bag 'Frankenstein'

'Frankenstein' er en af verdens helt store horrorfortællinger. Den blev skrevet af den kun 18-årige Mary Shelley.

Af Anya Poulsen

Hende kan du møde i en ny, fængslende roman og i en virkeligt god film.

Mary Shelleys liv var højst usædvanligt.

Hun blev født i 1797 som datter af den berømte kvindesagsforkæmper Mary Wollstonecraft, der døde kort efter hendes fødsel.

Stak af med rebelsk digter

Som teenager forelsker Mary sig i den rebelske digter Percy Bysshe Shelley, der i dag er en af de store skikkelser i romantikkens engelske litteratur.

De gifter sig mod hendes fars vilje, og det er gennem ægteskabet, at hun får efternavnet Shelley.

Et vanvittigt betydningsfuldt rejseselskab

I 1816, da Mary er 18 år, opholder parret sig ved Genève-søen sammen med digteren Lord Byron, der på det tidspunkt blev set som en skandaløs enfant terrible, og et par andre rejsefæller.

Vejret er forfærdeligt, og Lord Byron foreslår, at de som underholdning og tidsfordriv hver især skal skrive en gyserhistorie.

I bakspejlet må det siges at være et rejseselskab med uhørt stor betydning for litteraturhistorien og kulturhistorien i det hele taget.

Vampyrer og videnskabsmænd

En af rejsefællerne, John Polidori, skriver Vampyren, som i dag regnes for den første moderne vampyrhistorie i engelsksproget litteratur (Bram Stokers Dracula udkom først i 1897).

Mary Shelley skriver en fortælling om videnskabsmanden Victor Frankenstein og det monster, han skaber ud af ligdele og elektricitet.

Kort forinden havde hun mistet sin spæde datter, og sorgen over datterens død bidrog til fortællingen om at kunne vække døde til live.

Det er denne fortælling, hun senere udfolder og udgiver under titlen Frankenstein; or, The Modern Prometheus i 1818.

Roman og film om Mary Shelleys liv

Den hollandske forfatter Anne Eekhout har lige udgivet en tryllebindende smuk skønlitterær roman om Mary Shelley.

Du kan stifte bekendtskab med  Mary Shelley både i Eekhouts roman og også i Haifaa Al-Mansours yderst anbefalelsesværdige film Mary Shelley fra 2017. Åbn døren til Marys heksetime...