Kan man blive et nyt og bedre menneske?

Jeg har aldrig læst en bog med kapitler bygget op startende med sten til badeværelset.
Det er ikke uvæsentligt, hvilke farver man bruger for at være tilpas i badeværelset. Fra sten går man videre til tandstikker, sæbe, bomuld og så videre. Hver overskrift er knyttet til nogle bestemte erindringer.

Det lyder lidt tungt, men til sammen danner det en meget fin ramme for en kvindes kamp for overlevelse i efterkrigstidens Paris.

Det er en smuk beretning, om hvad krig gør ved mennesker, og de mange redskaber der tages i brug for at komme nogenlunde helskindet igennem.

Jio skriver meget sanseligt, så man sagtens kan forestille sig den fugtige varme og  de smukke hibiscusblomster. Plottet er også meget finurligt, og fulgt helt til dørs, så bogen er svær at slippe, før man har læst færdigt.

Vi møder Kicki, som ejer frisørsalonen i Söderberga. Hun har det fint med at være single og barnløs, selv nu hvor 50-års dagen nærmer sig. Kickis mor mener dog, at hun lever et meget egoistisk liv.

Morens uventede død får Kicki til at beslutte sig for at blive et bedre menneske, og det udelukker mænd, i hvert fald i en periode. Nicke, maskinfører, er dog meget uimodståelig, hvilket leder til en helt vidunderlig afslutning, som føles helt rigtig.