Anbefaling: Benjamin Labatut og ny læseklub
Hvordan former vigtige videnskabsfolk vores liv og verden? Det og meget mere kan du læse om i Benjamin Labatus hæsblæsende MANIAC.
Af Esben Møller Hansen
John von Neumann var et mildest talt excentrisk og banebrydende menneske - Matematiker, medskaber på Manhattan-projektet og en af computerens og kunstig intelligens’ fædre. Hans betydning for vores verden i dag kan næppe betvivles.
I chilenske Benjamin Labatuts seneste roman MANIAC er von Neumanns liv omdrejningspunktet. Fra barndommen i Budapest og til Los Alamos og udviklingen af atombomben. Gennem et kor af stemmer fra von Neumanns nærmeste familie og venner beskrives hans enestående, excentriske og vanskelige sind.
Et spil om fremtidens bevidsthed
Bogens sidste del tager dog læseren med et helt andet sted hen i tid og sted. Nemlig hundrede år senere til den sydkoreanske mester i spillet GO, Lee Sedol, der skal op imod den kunstige intelligens AlphaGo.
Dette møde er et varsel om den kunstige intelligens’ dominans og om et af von Neumanns største, men ufuldendte projekter: udviklingen af en maskine, der reproducerer sig selv og kan udvikle sig langt ud over det menneskeligt mulige.
Labatut får os til at tænke over, hvad bevidsthed og intelligens er ved hjælp af hans unikke blik for historiens sammenfletninger og skæbnestunder. Det er både underholdende og uhyggelig læsning.
Kvantespring – en ny læseklub om dem, der ændrer vores verden
I bibliotekets nye læseklub Kvantespring skal vi læse bøger om de mennesker, der ændrer vores liv og verden. Vi starter med netop Labatuts store internationale gennembrud ’Når vi ikke længere forstår verden’.
Her møder vi en række af det 20. århundredes helt store videnskabsfolk som Einstein, Niels Bohr og Heisenberg og drages med ind i deres hæsblæsende liv og opdagelser.
Læseklubben mødes første gang på Køge Bibliotek d. 27.3 på Køge Bibliotek. Du kan læse mere og tilmelde dig på koegebib.dk. Læseklubbens vært er kulturformidler Esben Hansen.
Fra Brahe til Hammer
Der skrives masser af spændende romaner bygget på vigtige forskeres liv. I Eva Tinds fremragende page turner Kvinden der samlede verden får vi fortællingen om zoologen Marie Hammer, der brød med et mandedomineret fag og gjorde en række banebrydende opdagelser.
I Harald Voetmanns mærkeligt dragende Alt under månen kommer vi med på en rejse til det 16. århundredes Hven i selskab med ingen ringere end Tycho Brahe.
Se flere anbefalinger i samme dur nedenfor – og god læsning!