Børn

'Den fantastiske bus' får Nordisk Råds Litteraturpris

Jakob Martin Strid er den første dansker, der vinder Nordisk Råds store pris for børnelitteratur.

Af Karin Husted Larsen

Forfatter og illustrator: Jakob Martin Strid

- Strid har en evne til at skabe stemninger i sine billeder, så man mærker varmen fra fællesskabet inde i bussen såvel som kulden fra samfundet og støvregnen udenfor, skriver Nordisk Råd som begrundelse for valget af Jakob Martin Strid.

Allerede ved udgivelsen var Den fantastiske bus længe ventet.

Både fordi Jakob Martin Strid havde skrevet og tegnet på den igennem mange år. Men også fordi bogen er lavet på en helt særlig måde – håndsyet i ryggen i Tyskland, så forlaget i starten ikke kunne følge med, når bogen blev revet ned fra hylderne og var udsolgt.

Den fantastiske bus har da også været meget efterspurgt hos os og er det stadig. I skrivende stund er alle vores 20 eksemplarer udlånt.

Venter I også på, at det bliver jeres tur til at låne den meget omtalte og nu prisvindende bog? Så er der her tips til, hvad I kan læse i mellemtiden af smukke og fantastiske bøger.