Hip hækling med Rose Svane på lørdag
Mød hækledesigner og influencer Rose Svane på lørdag på Køge Bibliotek.
Af Redaktionen
Hækledesigner og influencer Rose Svane besøger Køge Bibliotek lørdag den 9. november. Her vil hun fortælle om sin personlige rejse med hækling, og bagefter er der workshop for de fingernemme.
Den 24-årige hækledesigner Rose Svane startede sin karriere med at dele sin hæklekunst på instagram, og så tog det fart. Hun udgav sin første bog i 2022, og i 2024 udkom Rose Svanes hæklekunst.
Rose Svane har opnået international anerkendelse med omtale i modemagasinet Cosmopolitan, og kendisser som influencer Emma Chamberlain har båret hendes designs.
For den unge garnkunstner er hæklingen ikke kun en profession, men også en kilde til ro og fordybelse.
Efter foredraget med Rose Svane kan man lære mere om det kreative håndværk og selv få gang i hæklenål og garn til en workshop, hvor Rose deler ud af sine hækletips.