Film

Se 'Hændelsen' på Filmstriben

Annie Ernaux modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur for sine fremragende erindringsromaner. 'Hændelsen' skildrer en ung kvindes kamp for en illegal abort i 1963.

Af Anya Poulsen

'Hændelsen' er instrueret af Audrey Diwan og vandt en Guldløve ved filmfestivalen i Venedig. Foto: Filmstriben

Hændelsen fortæller rystende om at være kvinde, når abort er illegalt, via beretningen om en studerende i Paris i 1963, der bliver uønsket gravid, og alle de kampe, det kræver at få en abort - kampe, som skal holdes dybt hemmelige, med risiko for social udstødelse og med livet som indsats ved selve indgrebet.

Et oprørende, dybt relevant værk

Romanen blev af avisen Financial Times fremhævet som ”et oprørende, dybt relevant værk – såvel kunstnerisk som menneskeligt" og fik også skudsmålet: "Burde være obligatorisk læsning.”

Filmatiseringen af bogen vandt den prestigefyldte hovedpris, Guldløven, under Venedig Film Festivalen, da juryen, anført af Parasite-instruktøren Bong Joon-ho, enstemmigt overrakte den eftertragtede statuette til filmens instruktør, Audrey Diwan.

Du kan se Hændelsen på Filmstriben.